Gå til indhold
Guide

Magien ligger i hej

Det er nemt nok at passe sig selv. Det kræver lidt mere at passe på fællesskabet.

Sådan bryder du isen

Med et varmt, simpelt hej er vejen banet for et godt naboskab og måske endda et godt fællesskab i nabolaget.

For før vi kan være noget for hinanden, skal vi kende hinanden lidt. Med et hej bliver dem i nr. 36 pludselig til Tina og Ben.

Præcis derfor begynder effektiv Nabohjælp med dig og et hej.

Det smukke ved et hej er samtidig, at tyven frygter det. Han vil ikke bemærkes, genkendes eller sættes i forbindelse med de steder, han planlægger at bryde ind – han vil slet ikke hilses på.

Mød Ursula der fortæller om Nabohjælp i hverdagen

Gaven der kan være svær at pakke ud

Vi vælger dem ikke selv. Vores naboer. Men vi vælger, hvordan vi vil være omkring dem.

Naboskab betyder rigtig meget for vores tryghed og trivsel. Vi er udprægede flokdyr, og vi vil rigtig gerne være en del af flokken - af naboskabet.

Det betyder noget for os at kende vores naboer og vide, hvem de er, fordi det har betydning for vores følelse af hjemlighed og tryghed - så længe naboskabet er uformelt, ustruktureret og uforpligtende. For godt nok vil vi gerne kende vores naboer, men ikke nødvendigvis godt.

Start samtalen med en ny nabo

Her kan du hente lidt inspiration til spørgsmål, der bygger naboskabet tættere og stærkere:

  • Hvornår flyttede du til nabolaget?
  • Hvad har ændret sig, mens du har boet her?
  • Hvor mange af vores fælles naboer kender du?
  • Er du med i Nabohjælp?

Er naboen nu også interesseret?

Virker man for anmassende.... og er naboen overhovedet interesseret?

Ja!

Langt de fleste vil gerne naboskabet. Det kan bare være lidt svært at tage det første skridt.

Prøv med hej og tal lidt om haven eller hunden, så er isen brudt. 

Måske er du forbi small talk med naboen om den sidste storm, ukrudtet i haven og den kommende ferie. Så er tiden måske moden til mere?