Gå til indhold
Guide

Nabohjælp ved mistanke

Som nabohjælper er det vigtigt, at du fortæller det til dine naboer, hvis du oplever noget mistænkeligt i nabolaget. Det kan nemlig betyde, at du er med til at forhindre et indbrudsforsøg.

Hvis der er noget, en tyv ikke ønsker, er det at komme frem i lyset. Han vil helst arbejde i stilhed uden nogen opmærksomhed fra naboerne. Jo færre, der ved besked eller kigger efter ham, desto bedre betingelser har han... men nabohjælperne kan gøre det svært.

Du og dine naboer kan dele viden og give opmærksomhed. Det er god nabostil, for på den måde kan I forebygge indbrud samtidig med, at I skaber tryghed ved at gøre noget ved det.

Advar om mistænkelig adfærd på Nabohjælps app

  • Skriv en advarsel på Nabohjælps app, hvis du ser noget mistænkeligt i nabolaget.
  • Advarslen sendes til alle tilmeldte nabohjælpere i nabolaget.
  • Alle nabohjælperne i nabolaget kan kommentere advarslen i appen, så I kan være opmærksomme i fællesskab. 

Film om advarsler

Brug Nabohjælps app til at dele viden

  • Hent Nabohjælps app på Google Play eller App Store og opret din profil.
  • Spørg naboerne, om de vil være med. 9 ud af 10 vil gerne, og jo flere I er, desto bedre virker det.
  • Og husk at bruge appen til at skrive sammen med naboerne, så I kan forebygge indbrud.

Det koster dig ingenting at være med.

Men hvornår er noget mistænkeligt?

Det kan være svært at sige præcis, hvad der er mistænkeligt. Det kan være markeringer på postkasser, i indkørsler eller på fortovet. En person, der lusker rundt. Alt det, som stikker ud. Det, som undrer dig.

Sørg for at dele din mistanke på appen - i god og lødig tone, selvfølgelig, så ingen hænges ud. Så er I flere særligt opmærksomme, og det bryder tyven sig ikke om.

Møder du nu en, som stikker ud, så læg ud med en høflig henvendelse. En tyv vil ikke risikere at blive linket til et indbrud, så et venligt spørgsmål eller 'hej' kan gøre hele forskellen.

  • Nik og vink, så han eller hun ved, du er opmærksom.
  • Spørg, om du kan hjælpe med noget.
  • Spørg, hvem han eller hun søger.
  • Start lidt løs snak om vejret eller noget andet.